Udbytte

Baggrund

Fonden udbetaler udbytte, fordi den i skattemæssig forstand er en udloddende investeringsforening – i modsætning til en akkumulerende investeringsforening. Og lad os slå det fast med det samme: Ingen bliver hverken rigere eller fattigere af udbytte, det er en skattemæssig konstruktion. 

At udbytte i praksis er et nulsumsspil skyldes, at når fonden udbetaler udbytte, fratrækkes udbyttet fra kursen. Så udbetaler fonden 5 kr. pr. andel i udbytte, falder fondens kurs med 5 kr. samme dag. Derfor bliver man som investor hverken rigere eller fattigere af udbytte.

Idet udbytte er et nulsumsspil, ønsker mange investorer bare at få deres udbytte geninvesteret i fondens andele. Det kan man altid selv sørge for ved at købe nye andele for udbyttet, men en lang række platforme tilbyder også automatisk geninvestering af udbytte for at gøre livet nemmere for investorer.

Udbetalte udbytter

  • 2024: 0,00 kr. pr. andel.
  • 2025: 9,10 kr. pr. andel.
  • 2026: 10,60 kr. pr. andel.

Hvor meget udbytte fonden udbetaler svinger fra år til år grundet en række forskellige faktorer. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng med, hvordan fondens kursudvikling har været året før.

Udregningen af udbyttet er teknisk, men overordnet set udgøres det af fondens modtagne udbytter fra selskaber i porteføljen samt realiserede kursgevinster. Altså gevinster på solgte aktier. Der fratrækkes dog realiserede tab forinden samt nogle af fondens administrationsomkostninger.

Fonden har således ikke nogen udbyttepolitik, men udbetaler det udbytte, som skattelovgivningen foreskriver. 

Hvorfor ikke akkumulerende?

Beskatning er baggrunden for vores valg af, at fonden skulle være udbyttebetalende i modsætning til akkumulerende. For private investorer er en akkumulerende fond typisk ikke optimal, da investorerne beskattes årligt af værdistigningen.

Med andre ord bliver investorer beskattet af, at fondens andele stiger i værdi, selv om de ikke har solgt dem endnu. Investorer skal således have penge op ad lommen til skat uden at have realiseret deres gevinst – ligesom det gælder for investering med pensionsmidler.

Derfor valgte vi at gøre fonden udbyttebetalende og leve med det årlige udbytte, for til gengæld beskattes fondens private investorer først, når de sælger andele (bortset fra på pensionskonti selvfølgelig).

Valget var altså en effekt af, at vi gerne ville tilbyde en fond til private investorer. Ud over den årlige udbetaling af udbytte har valget også den konsekvens, at nogle investorer ikke kan investere i fonden, fx hvis man er omfattet af virksomhedsskatteordningen (VSO).

Derfor er en akkumulerende udgave af fonden også på tegnebrættet. Den vil være præcis som den nuværende fond bortset fra udbyttet. For at kunne lancere den, er vi pga. omkostningerne nødt til først at have et overblik over, hvor mange der vil investere fra start – præcis som da vi lancerede den nuværende fond.

Er du interesseret i en akkumulerende udgave af fonden, vil det være en stor hjælp, hvis du – helt uforpligtende – vil indikere din interesse og samtidig angive et realistisk forventet investeringsbeløb via knappen nedenfor.

Disclaimer

Ny akkumulerende fond

Her kan du 100% uforpligtende vise din interesse i en akkumulerende fond. Vi anmoder om angivelse af et realistisk forventet investeringsomfang, da det har betydning for vores vurdering af interessen. Samtidig tilmeldes du fondens nyhedsbrev.

Ved min tilmelding accepterer jeg AI Alpha Labs Privacy Policy, og at nyhedsbrevet udsendes via Mailchimp, som opbevarer og behandler mine oplysninger til det formål. Jeg accepterer også, at AI Alpha Lab kan kontakte mig omkring den akkumulerende fond.

Tilmelding til nyhedsbrev

Så er du først til at modtage nyheder om foreningen, herunder kvartals- og månedsoverblikket.

Ved min tilmelding accepterer jeg AI Alpha Labs Privacy Policy, og at nyhedsbrevet udsendes via Mailchimp, som opbevarer og behandler mine oplysninger til det formål.